Skroget grundes, spartles og males - vinter 2002

   

   

Forsiden

Efter at skroget er renslebet og gammel kalfatring renset og ny lagt i, lukkes der med linoliekit over vandlinien og tjærekit under vandlinien. Kitningen får lov til at tørre en uges tid, inden næste skridt. Så er det tid til at grunde hele skroget med jernmønje. Der males tyndt med mønjen, og den er nem at strække ud på en stor flade. Til hele skroget bruger jeg omkring halvanden liter mønje. Alle revner og huller får også mønje, så er der grundet til kitningen.

Det tager 3-5 dage for mønjen at hærde igennem her i forårsluften. Derefter får bunden sin anden omgang mønje. Fribordet er klar til at blive spartlet.

Spartlingen

Fribordet fuldspartles med spartelfarve. Spartelfarven er meget behagelig at arbejde med, men det er vigtigt, at man ikke lægger for tykt på. Jeg vælger at skrabe spartelfarven hen over hele den malede flade og arbejder spartelfarven godt ind. Det tager omkring 4 timer at spartle fribordet på den ene side af båden.

Jeg bruger en god fjedrende metalspartel omkring 6 cm bred. Spartelfarven tørrer ikke i de fire timer, medens jeg har den i en plastskål. Men så snart den er smurt ud på fladen, begynder den at tørre.

Slibning og maling

Spartelfarven har fået lov til at hærde i nogle dage. Så sliber jeg den let med excentersliberen og fint slibepapir på en lang slibeklods. Skal fribordet blive helt perfekt, skal man egentlig kun slibe for hånd med en lang klods. Med håndslibning er det næsten umuligt at slibe hulninger i fribordet - med slibemaskinen er det omvendt: hvis ikke man passer godt på, bliver der hulninger, hvor træet er lidt blødere. Derefter får fribordet den første strygning med den hvide fribordsmaling. Det er igen vigtigt at stryge maling på tyndt. Min ret hårde ringpensel er god til formålet. Første lag dækker meget godt, selv om det trækkes ud mest muligt. I løbet af de følgende to uger får fribordet yderligere to strygninger, altså i alt tre. Det er meget vigtigt at stryge særdeles tyndt på - tykke strøg tørrer ikke ordentlig op og risikerer at rynke og at forblive bløde under overfladens hinde.

 

 

 

 

Klik på billederne, så blir de store.

 

Skroget har fået jernmønje. På billedet har bunden fået to gange, og der er efterkittet i nogle af nåderne.

 

Spartlingen er godt igang. Jeg trækker spartlen lodret ned og arbejder i baner der svarer til spartlens bredde. Der skal arbejdes godt med spartlen, for at presse spartelfarven ind i alle fordybinger.

 

Fire timer senere er styrbord fribord spartlet.

 

Så er spartelfarven slebet med excenter-sliberen og fint papir, første strygning farve.