Kalk

 

 

Små tekster fra Orø

Jeg står med et pudsebrædt i den ene hånd

murerskeen i den anden

og presser blød kalkmørtel ind i fugerne

på mit hus fra 1913.

 

Tolv grader og frisk vind fra sydvest

skråt ind over marken nede fra fjorden

gennem kastanjetræet i skellet

og mit støvede, filtrede hår.

 

Langsomt fylder jeg skift for skift

afstanden mellem de blødstrøgne sten

og gentager hvad andre har gjort her

mange gange før mig.

 

Hører fugle og bøjer nakken

ser lige op i et mægtigt bølgende V

hvor tohundrede gæs rytmisk

krydser min grund og min ø.

 

Så ved jeg at mine kinder er røde

og mine fingre slet ikke kolde

medens fire formationer mere

giver det hele mening.