Slibning af bund og fribord - vinteren 2002

   

   

Forsiden

Efter skrabningen skal der slibes. På Saxon er det ikke muligt at skrabe bunden ren. Primeren er vanskelig at få af med varmepistol. Så her skal der slibes. Men først skal kobberbundmalingen af og evt. asfaltspartel.

Kobberbunden vandslibes når båden tages på land. Men man kan godt vandslibe senere. Det er bare en kold fornøjelse midt om vinteren. Vandslibning er nem med de specialfremstillede skumklodser, som fås i bådebutikkerne. Og med en spand vand ved hånden, går det let.

På Saxon er der brugt en del asfaltspartelmasse i bunden af typen Hempels Proof. Hvis den varmes med varmluftpistolen, flyder den ud. Og hvis man sliber på den, sætter den sig i slibeskiverne. Derfor skrabes asfaltspartlen væk. Det går relativt nemt med de almindelige skrabejern.

Slibemaskine og slibeskiver

Jeg bruger en excentersliber med 125 mm skive. Maskinen er fra Bosch, ikke verdens bedste men en del bedre end de billigste. Skiverne findes i flere typer, bl.a. til maling (hvide) og til træ (røde). Jeg bruger skiver til træ - synes ikke jeg mærker nogen fordel ved malingskiverne. Skiverne er købt i store pakker, som kan fås i tømmerhandler og de steder, hvor håndværkerne køber ind. I de almindelige byggemarkeder er skiverne alt for dyre og sælges kun i pakker med 5 stk.

Til grundslibningen bruger jeg skive med korn 60. Det er en ret grov skive, og man skal være varsom, når man når ind til det åbne træ.

Slibningen

Jeg starter med at grundslibe bunden, fordi den sviner mest. Bagefter grundsliber jeg friborde og til sidst finsliber jeg fribord og bund ud i et.

Slibningen foregår så vidt muligt diagonalt på bordene - den ene vej og den anden vej. Det er vigtigt at undgå at lave fordybninger i bordene. Det kan man let komme til, fordi træet er uens hårdt.

Husk maske

Pas på slibestøvet, det er ganske usundt. Især bunden er fuld af rester fra den giftige kobbermaling. Jeg bruger en gummimnaske, der dækker både mund og næse. Den er praktisk, fordi man let kan skifte filtrene efter opgaven. Støvfilter til slibningen og filter mod opløsningsmidler når der varmes maling af.

Beskyttelsesbriller er også en god ide. Partiklerne fra slibeskiven slår hård, når de ind i mellem rammer ansigtet. Og med et høreværn er man pakket helt ind...

 

 

Klik på billederne, så blir de store.

 

Efter den første slibning - den grå primer sidder godt fast. Et tyndt lag kobbermaling er tilbage efter vandslibningen.

 

Så meget kom af med skraberen - der var blød asfaltspartel bag.

 

Her er der slebet helt jævnt, så hvis al maling skal af, skal der også fjernes en del træ.

 

Inde bag malingen dukker den oprindelige ridsede vandlinie op.