Kahytsdør i cockpittet, vinteren 2007/2008

     

     

Renoveringen

Da jeg byggede Saxons overbygning og cockpit om til noget, der ligner det originale, fik jeg aldrig lavet en dør mellem cockpittet og kahytten. Egentlig har det overrasket mig, at jeg stort set ikke har savnet døren i de år der er gået. Tværtimod har ventilationen været glimrende. Når båden ligger i havn, har jeg altid et bomtelt på, så det regner ikke ind. På billedet ser man, at der ikke er nogen dør under skydekappen. Men en dør skal der nu en gang være!

Jeg har ikke besluttet mig til, hvordan døren skal laves endnu. Én mulighed er to halvdøre, der hængsles i siderne, og som samtidig nemt kan løftes af. De kan i givet fald laves som spejldøre i mahogni. En anden mulighed er en mere enkel skydeluge, formentlig af to stykker. Knap så kønt men dejlig praktisk.